Sådan skriver du et lydguidescript

En lydguide-scriptskabelon, du kan genbruge

Brug denne firedelte omrids til et objekt. Udskift hver parentes med oplysninger, der er kontrolleret i forhold til dine indsamlingsregistre. Hold forskningsnoter og udtaleinstruktioner adskilt fra de ord, besøgende vil høre.

• Find: "Du er ved siden af [objekt og placering]. Bemærk [én synlig detalje]."
• Forklar: "Denne detalje er vigtig, fordi [én bekræftet kendsgerning eller historie]."
• Forbind: "Sammenlign [funktion] med [en anden funktion eller en velkendt oplevelse]."
• Luk: "Før du går videre, skal du kigge efter [en sidste detalje eller et spørgsmål]."
• Produktionsnoter: optag objekt-id, kildehenvisninger, udtalenoter, anmelder, godkendelsesdato og målt oplæsningsvarighed.

Et kort udført eksempel

Dette opfundne eksempel demonstrerer strukturen; det er ikke en beskrivelse af en genstand på et Journey Pal kundemuseum.

"Du er ved siden af en rejsekuffert af træ. Se på metalstrimlerne rundt om dens hjørner. De beskytter de steder, der mest sandsynligt bliver slået, når bagagerummet løftes og flyttes. Sammenlign nu hjørnerne med det flade låg. Hvor kan du se mest slid? Disse mærker inviterer os til at forestille os de rejser, en genstand har foretaget, men de kan ikke fortælle os, hvem der ejede dens ejer, før du ville vælge en detalje."

Åbningen lokaliserer den besøgende, de næste sætninger retter opmærksomheden, og slutningen inviterer til respons. For et rigtigt objekt skal du kontrollere konstruktionen og historien før optagelse. Tid manuskriptet højt i galleriet, og revider det derefter, hvor lytteren har brug for en pause.

Skriv til en, der står op

En lydguide er ikke et essay, og det er ikke en etiket. Din lytter er på benene, holder en telefon, ser på en genstand og sandsynligvis omgivet af andre mennesker. De kan gå væk når som helst, og det vil de, hvis den første sætning ikke tjener den næste.

Den fysiske situation bør forme ethvert valg. Sætninger er kortere end skriftlig fortolkning. Klausuler stables mindre. Navne og datoer ankommer ét ad gangen i stedet for i en klynge, fordi en lytter ikke kan se tilbage på en sætning, som en læser kan.

Den mest nyttige test er at læse et kladde højt, mens du står og holder din telefon. Uanset hvor du snubler, vil en besøgende stoppe med at lytte.

Hvor lang skal hvert stop være

De fleste vellykkede stop lander mellem tres og halvfems sekunder, hvilket er omkring 150 til 230 ord i et naturligt taletempo. Det er lang nok til at fortælle én historie ordentligt og kort nok til, at en besøgende ikke begynder at spekulere på, hvor meget der er tilbage.

Længden skal følge objektet frem for en husregel. En enkelt slående artefakt med én god historie kan retfærdiggøre to minutter. En rumintroduktion, hvis opgave er at orientere folk, burde være tættere på tredive sekunder. Ensartet længde på tværs af hvert stop er normalt et tegn på, at manuskriptet blev skrevet for at udfylde en skabelon.

Hvis et stop løber over to minutter, er det næsten altid to stop. Opdelingen giver også besøgende et naturligt sted at bevæge sig, hvilket forhindrer grupper i at samle sig foran én sag.

• Rum- eller galleriintroduktion: 20 til 40 sekunder
• Standard objektstop: 60 til 90 sekunder
• Signaturobjekt, der er værd at dvæle ved: op til 2 minutter
• Børnestistop: 30 til 45 sekunder

Åbn med objektet, ikke konteksten

Den mest almindelige strukturelle fejl er front-loading baggrund. Et stop, der åbner med to århundreders politisk historie, før man nævner sagen, har mistet de fleste af sine tilhørere, før objektet dukker op.

Vend det om. Nævn, hvad den besøgende ser på, giv dem en konkret detalje at finde, og uddyb derefter, hvorfor det er vigtigt. Detaljen gør virkelig arbejde: det giver øjet et job, mens øret er optaget, og det beviser, at guiden taler om dette objekt i stedet for at recitere en generel historie.

En pålidelig form er: hvad du ser på, en detalje at lægge mærke til, historien bag, hvorfor det stadig betyder noget. Fire slag, en idé hver.

Skriv det for at blive oversat

Hvis guiden findes på mere end ét sprog, er det engelske script kildeteksten for hver anden version, og valg, der føles som personlighed på engelsk, kan blive dyre eller meningsløse andre steder.

Idiom er den sædvanlige synder. Det samme er ordspil, kulturelle stenografier, sportslige metaforer og vittigheder, der afhænger af engelsk ordstilling. En oversætter kan håndtere dem, men hver enkelt koster tid og producerer ofte en fladere streg på målsproget.

Planlæg også længdeændringer. Oversat tekst varer normalt længere end engelsk, og et stop, der allerede er på to minutter på engelsk, kan blive ubehageligt, når det først er oversat. Det er lettere at efterlade frihøjde i den engelske version end at trimme elleve oversættelser senere.

• Undgå idiom, ordspil og kulturspecifik stenografi
• Hold egennavne konsekvente, så alle oversættere bruger den samme form
• Giv længden frihøjde, fordi oversættelser ofte løber længere
• Marker ord, der skal forblive uoversatte, såsom stednavne og maori-udtryk

Sig, hvad en etiket ikke kan

Hvis scriptet gentager vægetiketten, har guiden ingen grund til at eksistere. Besøgende kan allerede læse etiketten, normalt hurtigere, end de kan lytte til den.

Lyd fortjener sin plads, når den bærer ting, som tekst håndterer dårligt. Stemmen kan formidle tone, tvivl, humor og tempo. Det kan holde en pause. Det kan lade en kurator lyde som en person med en mening frem for en institution med en stilling. Den kan også bære lyd, der slet ikke er tale: en optagelse af maskinens kørende, rummets akustik, et mundtlig historieklip i højttalerens egen stemme.

Et godt spørgsmål at stille til hvert stop er, hvordan det her lyder, som det ikke kunne se ud. Hvis der ikke er noget svar, er stoppet sandsynligvis en etiket, der læses op.

Få det gennemgået før det optages

Det er billigt at rette et script. At rette en optagelse er det ikke, og at rette elleve oversatte optagelser af et manuskript, der var forkert på engelsk, er den dyre version af samme fejl.

Indbygg et anmeldelsespas, før der bliver sagt noget. En person, der kender samlingen, bør tjekke nøjagtigheden. En, der ikke gør det, bør tjekke klarheden, fordi de vil bemærke den formodede viden, som specialister ikke kan se. Hvis vejledningen dækker kulturelt materiale, bør det relevante samfund gennemgå det, og den gennemgang skal ske, mens ændringer stadig er lette.

Læs det endelige udkast højt, i rummet, stående hvor den besøgende vil stå. Scripts, der overlever denne test, har en tendens til at overleve kontakt med rigtige besøgende.