Sådan oversætter du udstillingsetiketter

Begrænsningen er plads, ikke oversættelse

Et andet sprog på et panel fordobler teksten nogenlunde, og det andet sprog er normalt ikke det, de fleste af dine internationale besøgende læser. En tredje og fjerde gør panelet ulæseligt længe før de gør det brugbart. De fleste museer opdager dette på designstadiet og skærer stille og roligt sprogene tilbage til ét, hvilket er hvordan en samling ender med at blive ensproget ved et uheld snarere end ved en beslutning.

Oversættelseslængden gør det værre i bestemte retninger. Tysk og finsk udvider mod engelsk. Kinesisk og japansk kontrakt i tegntæller, men har brug for en større typestørrelse for at forblive læselig. Arabisk og hebraisk kører fra højre mod venstre, hvilket er en layoutændring snarere end et tekstskift. Intet af det er svært i sig selv; det hele konkurrerer om den samme kvadratmeter væg.

Del etiketten fra fortolkningen

Vejen ud er at stoppe med at behandle panelet som stedet, hvor alt indholdet bor. Hold den trykte etiket kort og faktuel, de ting, en besøgende har brug for, mens han kigger: hvad det er, hvem har lavet den, hvornår og en linje om, hvorfor den er her. Sæt den fyldigere fortolkning et sted, der ikke har nogen pladsbegrænsning, nået fra en kode på selve etiketten.

Når først dybden lever af væggen, holder tilføjelse af et sprog op med at være et designproblem. Panelet ændrer sig ikke, koden ændres ikke, og den trykte udstilling forbliver så rolig, som designeren havde tænkt sig. Dette er også den eneste version af problemet, hvor oversættelse til seks sprog er realistisk, fordi intet fysisk skalerer med tallet.

• Trykt etiket: objekt, maker, dato, en linje med hvorfor
• Bag koden: den fulde fortolkning på hvert sprog, du udgiver
• En kode pr. objekt, uanset hvor mange sprog der er bagved
• Udgivet som tekst og lyd sammen, så det også tjener folk, der ikke kan læse panelet

Hvad skal man oversætte først

Hvis du ikke kan oversætte alt på én gang, så oversæt de ting, der afgør, om en besøgende overhovedet kan navigere på museet, før du oversætter de ting, der gør samlingen interessant. Orientering først: hvordan kommer man rundt, hvad er hvor, hvad er inkluderet, hvad reglerne er. En besøgende, der forstår bygningen, kan nyde genstandene; en besøgende, der har smukke objektetiketter, men ikke kan finde toiletterne eller finde ud af, om de må ovenpå, får et værre besøg.

Så de genstande folk allerede stopper ved. Du ved, hvilke det er, fordi personalet besvarer de samme spørgsmål om dem hver dag. Hvis du oversætter tolv af disse korrekte beats, oversætter du hele samlingen tyndt, og det giver dig reelle brugsdata til at beslutte, hvad der kommer næste gang.

Versionskontrol er, hvor dette stille og roligt går i stykker

Problemet kommer seks måneder senere. Nogen retter en dato på det engelske panel, og nu siger de seks oversættelser noget andet. Ingen lægger mærke til det, for ingen i personalet læser dem.

Den eneste pålidelige løsning er at holde hvert sprog i et stop på ét sted, så ændring af kilden markerer de oversættelser, der ikke længere matcher. Hvis dine oversættelser findes i en mappe med dokumenter fra bureauet, sker den kontrol ikke, og guiden driver ud af nøjagtighed sprog for sprog.

Det er også argumentet for at låse kildeteksten, før man bestiller en oversættelse. Hver redigering, efter at oversættelsen begynder, betales igen på hvert sprog, og redigeringerne efter lanceringen er dem, der slet ikke bliver budgetteret med.