Hvorfor nationalitetsdata vildleder
Regionale besøgstal beskriver landet, ikke dit mødested. Et museum på en krydstogtrejseplan, et museum ved siden af et universitet og et museum en time inde i landet ser helt forskellige blandinger, og de nationale tal er i gennemsnit alle sammen væk.
Nationalitet er heller ikke det samme som sprogbehov. Masser af internationale besøgende læser engelsk komfortabelt og vil bruge den engelske guide efter eget valg. Andre deler et sprog med en nationalitet, statistikken tæller separat. Spørgsmålet er ikke, hvilke pas der ankommer, det er hvilke besøgende der i øjeblikket får mindre ud af besøget, end de kunne.
De mennesker, der ved dette, er i din reception. De kan fortælle dig, hvilke grupper der ankommer med en oversættende ledsager, hvilke der fotograferer paneler, der skal oversættes senere, og hvilke der går tidligt. Det er bedre bevis end et turismebord, og det er gratis.
Det lokale sprog er normalt den største gevinst
På tværs af de New Zealandske museer, der bruger Journey Pal, er mellem 50 % og 60 % af guidebrug på engelsk, det lokale sprog. Det er vores egne brugsdata snarere end et industriestimat, og det overrasker konsekvent museer, der tænker på en guide som primært et oversættelsesprodukt.
Årsagen er, at lyd gør noget for lokale besøgende, som ikke har noget med sprog at gøre. Det er nemmere, mens du går, det holder dine øjne på objektet i stedet for på et panel, og det bærer en tone, som print ikke kan. Så den første og største gevinst er ofte at udgive godt på det sprog, de fleste af dine besøgende allerede taler, og derefter oversætte udad derfra.
Det giver også en bedre kildetekst. En guide skrevet korrekt på ét sprog og derefter oversat er stærkere på alle sprog end et, hvor kilden blev hastet for at komme hurtigere til oversættelse.
Start snævert, og lad derefter dataene bestemme
Tre eller fire sprog er en god første liste: dit lokale sprog plus de to eller tre med de klareste beviser bag dem. Det er opnåeligt, kan gennemgås, og det producerer noget bedre end en længere liste, der er gjort tyndt.
Se derefter på, hvad de besøgende rent faktisk vælger. En digital guide kan fortælle dig, hvilke sprog der åbnes, hvilket er det eneste bevis, der afspejler dit mødested snarere end landet. Museer bliver jævnligt overrasket: Et sprog, de var sikre på, bliver ubrugt, og et sprog, de ikke havde overvejet, dukker konstant op.
Tilføjelse af et sprog senere er en indholdsændring snarere end en genopbygning, så der er ingen straf for at starte i det små. Skiltningen ændres ikke, koderne ændres ikke, og guiden behøver ikke genudgives nogen steder.
- Lokalt sprog først, gjort ordentligt
- To eller tre mere med reelle beviser bag sig
- Udgiv, og læs derefter, hvilke sprog besøgende faktisk åbner
- Tilføj fra dataene i stedet for fra det oprindelige gæt
Begrænsningen er anmeldere, ikke oversættere
Du kan købe en oversættelse til næsten alle sprog. Hvad du ikke altid kan finde, er en person, der vil tjekke det, før det går live, og udgivelse af et sprog, du ikke kan gennemgå, er et væddemål på, at ingen, der taler det, vil bemærke en fejl.
Så behandle anmelderen som porten. Hvis du kan navngive den person eller organisation, der vil kontrollere et sprog, hører det til på listen. Kan du ikke det, går den på venteliste, indtil du kan, uanset hvor gode besøgstallene ser ud.
Indfødte sprog og minoritetssprog sidder lidt uden for denne ramme. Grunden til at udgive te reo Māori er ikke antallet af besøgende, og gennemgangsprocessen er et forhold snarere end et køb. Det fortjener sin egen beslutning, taget med de rigtige mennesker, snarere end en plads på en rangeret liste.
Ofte stillede spørgsmål
Hvordan beslutter museer, hvilke sprog de skal tilbyde?
Start med det lokale sprog, tilføj to eller tre med tydelige beviser fra din egen reception i stedet for nationale turismetal, udgiv og forlæng derefter baseret på, hvilke sprog besøgende faktisk åbner.
Hvor mange sprog skal vi starte med?
Tre eller fire. Det er opnåeligt og kan gennemgås, og tilføjelse af mere senere er en indholdsændring snarere end en genopbygning, så der er ingen fordel ved at forpligte sig ved lanceringen.
Er det lokale sprog værd at optage?
Ja, og det er normalt den største enkeltandel af brugen. På tværs af de New Zealandske museer, der bruger Journey Pal, er mellem 50 % og 60 % af guidebrug på engelsk. Lyd hjælper lokale besøgende af årsager, der ikke har noget med oversættelse at gøre.
Skal vi oversætte til et sprog, vi ikke kan kontrollere?
Nej. Udgivelse af et sprog uden anmelder betyder, at den første person, der finder en fejl, er en besøgende, der taler den, hvilket koster mere tillid end slet ikke at tilbyde den.
Hvordan ved vi, om et sprog bliver brugt?
En digital guide fortæller, hvilket sprog hver besøgende åbner. Det er det eneste bevis, der er specifikt for dit besøgssted snarere end for landet, og det modsiger rutinemæssigt de antagelser, der blev gjort før lanceringen.
Gør dette lettere for dine besøgende
Journey Pal hjælper museer, kulturarvssteder, zoologiske haver og attraktioner med at levere lydguider og oversættelser gennem QR-koder, uden at der kræves app-download.